Folkeoplysningen i kommunerne
Vifo kortlægger kommunernes aktiviteter, økonomi og procedurer på folkeoplysningsområdet. Undersøgelsen blev gennemført for tredje gang i 2024.
I 2015 udsendte Vifo for første gang et omfattende spørgeskema til landets kommuner for at afdække de kommunale nøgletal på folkeoplysningsområdet, som var den første detaljerede indsamling af grundlæggende tal på folkeoplysningsområdet i mange år. Undersøgelse blev gentaget i 2019 og senest i 2024.
Undersøgelsen blev igangsat på baggrund af ønsker fra såvel kommuner som organisationer om et bedre vidensgrundlag på området og med det formål at afdække aktiviteter, økonomi og procedurer inden for såvel den folkeoplysende voksenundervisning som det folkeoplysende foreningsarbejde.
Der er særligt tre grunde til, at det er væsentligt at få et detaljeret indblik i kommunernes praksis på området gennem gentagne undersøgelser:
- Grundlæggende dokumentation er væsentlig i sig selv for at skabe overblik over omfanget af, karakteren af og økonomien i de folkeoplysende aktiviteter.
- Dokumentationen giver mulighed for læring på tværs af kommuner og refleksion over egen praksis.
- Muligheden for at kunne følge udviklingen over tid er helt central for at kunne spore ændringer og udviklingstendenser på området.
Hvilke temaer omfatter undersøgelsen?
Formålet med undersøgelsen er at skabe et samlet overblik over, hvad der foregår på folkeoplysningsområdet rundt omkring i kommunerne. På grund af de brede rammer i folkeoplysningsloven og foreningslivets varierende sammensætning er det interessant at kortlægge forskelle og ligheder på tværs af kommunerne.
Mere specifikt ser undersøgelsen nærmere på omfanget og karakteren af de folkeoplysende aktiviteter, fordelingen af den økonomiske støtte samt de øvrige kommunale rammer og procedurer.
Disse temaer er belyst for både den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige, folkeoplysende foreningsarbejde.
Derudover omfatter undersøgelsen tværgående temaer som eksempelvis udviklingsarbejde på området, § 35, stk. 2-udvalgets sammensætning og kompetencer samt foreningssamvirkers roller og udbredelse, og i 2024 blev der også sat fokus på brugen af fritidspas.
Samlet er det ambitionen, at det styrkede vidensgrundlag, som undersøgelsen bidrager til, kan være et værdifuldt redskab for kommunerne i forhold til planlægning og udviklingsarbejdet på området.
Spørgeskemaundersøgelsen blev sendt ud til alle landets kultur- og fritidsforvaltninger og – i de tilfælde det var muligt – den eller de medarbejdere, som bidrog ved den forrige kommuneundersøgelse.
Database giver indsigt i kommunale nøgletal på folkeoplysningsområdet
Tallene fra Vifos to seneste undersøgelser af folkeoplysningen i kommunerne er nu blevet samlet i en database. Databasen giver overblik over kommunernes tilskud, procedurer og omfanget af aktiviteter på folkeoplysningsområdet, så kommuner og andre interesserede selv kan dykke ned i tallene og se på udviklingen over tid.
I databasen kan du få indblik i datagrundlaget fra de enkelte kommuner og mulighed for at sammenligne på tværs af kommuner og kommunetyper.
