Analyse: Er DGI's formandsvalg et tegn på, at det dobbelte demokrati i foreningslivet er under pres?
Der er flere tegn på svækkede bånd mellem det lokale og det landsdækkende niveau i foreningslivet. Men hvad skyldes denne udvikling? Og hvad betyder den i et demokratisk perspektiv?
Når DGI vælger deres nye formand lørdag 7. november, sker det for første gang efter en proces, hvor der gennem et jobopslag og en proces med et professionelt rekrutteringsbureau er fundet en kandidat, som hovedbestyrelsen efterfølgende har indstillet til valg.
Selvom kandidaten formelt skal vælges på årsmødet, har processen været præget af en høj grad af professionalisering, der har været afkoblet fra de lokale medlemsforeninger.
Det er et enkelt eksempel, men spørgsmålet er, om der er tegn på en bredere tendens til svækkede bånd mellem det lokale og det nationale niveau i forenings- og organisationslivet? Og hvad betyder denne udvikling i så fald for landsorganisationernes demokratiske legitimitet?
Færre foreninger er medlem af en landsorganisation
Historisk set har det lokale foreningsliv udviklet sig i tæt samspil med organisationer på landsplan. På mange områder er strukturen dermed baseret på det, man kan kalde ’det dobbelte demokrati’, hvor lokale foreninger er medlemmer af en landsdækkende organisation.
Det demokratiske argument for koblingen mellem niveauerne er, at de nationale organisationer gennem deres kontakt til det politiske system kan varetage lokalforeningernes interesser. Det var netop baggrunden for, at mange af landsorganisationerne i sin tid blev dannet.
Dette tætte bånd mellem det lokale og det nationale niveau er blevet beskrevet som et af de særlige kendetegn ved organisationssamfundet i de skandinaviske lande sammenlignet med resten af Europa.
Der er imidlertid flere tegn på, at relationen mellem det lokale og det nationale niveau er under pres. Således viser undersøgelser af foreningslivet, at der er et fald i andelen af lokale foreninger, som angiver, at de er medlem af en landsdækkende organisation.
Tendensen ses også i forhold til at være medlem af regionale organisationer, og den gælder ikke kun i Danmark, men også i Norge, hvor foreningslivets struktur ligner den i Danmark.
Foreningernes svar i undersøgelserne tyder desuden på, at langt fra alle lokale foreninger er opmærksomme på, at de er medlemmer af en landsorganisation eller medlemmer af lokale foreningsråd og sammenslutninger.
Endelig er der heller ikke mange lokale foreninger, som angiver, at de selv forsøger at påvirke det politiske system gennem deres kontakt til landsorganisationer.
Spørgsmålet er, hvad der kan forklare tendenserne til svækkede bånd mellem det lokale og det nationale niveau? Nedenfor fremhæver vi tre mulige bud.
Første bud: Øget professionalisering på det nationale niveau
Først og fremmest er der i mange af de store landsdækkende organisationer tegn på øget professionalisering, hvor der bliver flere og flere ansatte på de landsdækkende sekretariater.
Denne øgede kapacitet kunne principielt give bedre muligheder for at involvere lokale medlemsforeninger. Samtidig er det dog tydeligt, at flere landsorganisationer end tidligere har medarbejdere, der arbejder med kommunikation og public affairs, hvilket kan ses som et udtryk for et stort fokus på at opnå indflydelse opad frem for at involvere nedefra.
Udviklingen i landsorganisationerne skal ses i lyset af en generel stigning i antallet af personer, der arbejder professionelt med politik og kommunikation, som også er dokumenteret i Magtudredningen 2.0.
Denne udvikling kan have en selvforstærkende effekt. Hvis nogle organisationer opruster på den politiske kommunikation, kan andre opleve, at det er nødvendigt at gøre det samme for at bevare muligheden for politisk indflydelse.
Samtidig kan den øgede professionalisering på nationalt niveau med fokus på strategier og store politiske dagsordner skabe en større kløft til det lokale niveau, hvor det stadig først og fremmest er frivillige, der driver foreningslivet.
Andet bud: Faldende økonomisk afhængighed af medlemsforeningerne
En anden mulig forklaring på de svækkede bånd mellem det lokale og nationale niveau er, at mange landsorganisationer i mindre grad end tidligere er økonomisk afhængige af medlemsforeningerne.
Det skyldes især, at offentlig støtte, fondsmidler og andre former for ekstern finansiering spiller en større rolle for mange af organisationernes økonomi i dag end tidligere. For eksempel er støtten fra udlodningsmidlerne og fondenes bevillinger til civilsamfundsinstitutioner steget. Dermed kommer indtægter fra medlemskontingenter til at spille en mindre rolle.
Tredje bud: Det er blevet mindre tydeligt, hvad organisationerne skal kæmpe for
En sidste mulig forklaring er, at det over tid måske er blevet mindre entydigt, hvad landsorganisationerne skal kæmpe for.
Det hænger sammen med, at færre lokalforeninger end tidligere arbejder for at fremme særlige værdier eller påvirke samfundet i en bestemt retning, selv om det historisk set har været en helt central del af foreningernes rolle.
Det lokale foreningsliv bærer i dag præg af konsensus og et stort fokus på aktiviteter, hvilket også betyder, at interessevaretagelsen ofte handler om at sikre gode økonomiske vilkår for det pågældende område og i mindre grad om at påvirke politikken i bestemte retninger.
Forklaringen om, at båndene bliver svagere på grund af en faldende tilknytning til særlige værdier, kan dog ikke stå alene. Selv på områder, hvor der er en bestemt sag at kæmpe for – sådan som f.eks. Danmark Naturfredningsforening repræsenterer – er der fra lokal side en oplevelse af, at medlemsdemokratiets rolle er svækket.
Økonomi og kultur kan påvirke båndene mellem det lokale og nationale niveau
Det er vigtigt at understrege, at der kan være store forskelle på, hvor tætte båndene er mellem det lokale og det nationale niveau på tværs af forskellige typer af foreninger. Det er der ikke forsket systematisk i, men det vil være rimeligt at forvente, at både forskellige økonomiske strukturer og forskellige kulturer kan spille ind på relationen.
Strukturelt kan både omfanget og karakteren af de økonomiske bånd mellem landsorganisationer og lokale medlemsforeninger have betydning.
På nogle områder betaler medlemsforeningerne et højt kontingent for at være medlem af landsorganisationen. F.eks. betaler lokale spejdergrupper 464 kr. pr. medlem for at være medlem af KFUM-Spejderne i Danmark.
På andre områder – som f.eks. idrætsområdet – er kontingentet væsentligt mindre. Hos DGI fastsættes kontingentet på landsdelsniveau, men ligger typisk på under 10 kr. pr. medlem plus et mindre grundbeløb pr. forening.
Størrelsen på medlemskontingentet siger i sig selv ikke noget om, hvor tæt en relation der er, men det kan forventes, at lokalforeningernes engagement i og forventninger til landsorganisationerne stiger, hvis de betaler et større kontingent. På samme måde kan landsorganisationerne opleve en højere grad af forpligtelse over for deres medlemmer, hvis medlemskontingentet er højt.
Der er også forskel på, om de lokale organisationer og landsorganisationerne modtager økonomisk støtte fra det samme niveau.
Inden for flere dele af folkeoplysningsområdet – f.eks. på idrætsområdet og aftenskoleområdet – er der en økonomisk afkobling mellem det lokale og det landsdækkende niveau, hvor de lokale foreninger modtager støtte fra kommunen, mens landsorganisationerne modtager støtte fra det statslige niveau.
Det betyder, at det overvejende er kommunerne, som er vigtige, når de lokale foreninger skal varetage deres økonomiske interesser, mens landsorganisationernes egen eksistens og muligheder afhænger af det nationale niveau.
Kulturelt kan der være mere eller mindre stærke værdimæssige bånd mellem det lokale og det nationale niveau.
Værdier fylder generelt mindre hos de lokale foreninger i dag, end de har gjort historisk set, men nogle foreningsområder er mere værdibårne end andre. På folkeoplysningsområdet er spejderkorpsene eksempler på, at man både lokalt og nationalt arbejder ud fra de samme grundlæggende værdier for spejderarbejdet.
En hypotese kan være, at risikoen for dekobling på tværs af det lokale og det nationale niveau er større, hvis der hverken er stærke økonomiske eller værdimæssige bånd mellem landsorganisationer og lokale foreninger.
Denne risiko forstærkes desuden af, at mange foreninger i mindre grad end tidligere har brug for landsorganisationer i forbindelse med deres daglige drift. Det skyldes blandt andet, at kommunerne spiller en større rolle i forhold til at rådgive om foreningsdrift og -udvikling, end de har gjort tidligere.
Svagere bånd kan svække den demokratiske legitimitet
Spørgsmålet er, hvad det betyder for demokratiet, når landsorganisationernes bånd til medlemsforeningerne bliver svagere?
For at svare på det, er det vigtigt at holde sig for øje, at landsorganisationerne har to opgaver, der kan trække i hver sin retning. På den ene side er deres rolle at varetage medlemsforeningernes interesser, og på den anden side skal de søge indflydelse på de politiske dagsordener og beslutninger.
Hvis landsorganisationerne skal varetage medlemsforeningernes interesser på demokratisk vis, forudsætter det, at de har en tæt kontakt til dem. Det hænger sammen med det, man kan kalde landsorganisationernes koordinerende rolle, hvor opgaven er at samle medlemmernes ønsker og behov til en fælles holdning.
Kun hvis landsorganisationerne ved, hvad medlemmerne ønsker og har brug for, kan de varetage medlemmernes interesse på en meningsfuld og legitim måde.
En undersøgelse af lokale foreningssamråd peger på, at kommuner er forsigtige med at give samrådene indflydelse, hvis ikke de har indtryk af, at samrådet reelt repræsenterer hele området.
Så når båndene generelt svækkes mellem det lokale og det landsdækkende niveau, bliver spørgsmålet, om der blandt beslutningstagerne på landsplan er det samme fokus på, at landsorganisationerne har baglandet med, når de forsøger at påvirke de politiske beslutninger?
Det dobbelte demokrati i fremtiden
Strukturen i det dobbelte demokrati har et stort demokratisk potentiale. Men samtidig tyder udviklingen på et behov for opmærksomhed på, hvordan båndene mellem de forskellige led, kan styrkes og udvikles, så landsorganisationernes demokratiske legitimitet ikke smuldrer.
Det vil kræve noget af begge niveauer: På lokalt niveau kræver det, at medlemmerne tager deres medlemskab alvorligt og engagerer sig i strukturerne. På nationalt niveau kræver det, at landsorganisationerne tager de lokale medlemsforeninger alvorligt og sikrer gode rammer for, at de kan engagere sig og bidrage til de demokratiske processer i organisationen, så det er interesserne blandt medlemmerne på lokalt niveau, som tages med ind i interessevaretagelsen.
Når en landsorganisation vælger en professionel rekrutteringsproces i forbindelse med et formandsvalg, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at det ikke sker i praksis, men det kan sende et kraftigt signal om, at rollen som professionel politisk aktør vægter tungere end medlemsdemokratiet.
Derfor bør politikerne i det omgivende samfund også holde sig for øje, at antallet af medlemmer i en landsorganisation måske ikke i sig selv er nok til at sikre demokratisk legitimitet. Det handler også om, hvorvidt landsorganisationerne tager medlemmernes ønsker og behov alvorligt og tager dem med ind i deres arbejde på det politiske niveau på landsplan.
Professionaliseringen af det nationale niveau er dermed ikke nødvendigvis en demokratisk udfordring i sig selv. Men det er en udfordring, hvis landsorganisationernes politiske indflydelse vokser, uden at den lokale forankring følger med.
