Idrætshøjskolerne er kraftcentre for nytænkning

Med nye idrætstilbud og lydhørhed over for unges interesser har landets 11 idrætshøjskoler ikke kun formået at overleve tidligere kriseår i højskolebevægelsen, men også vundet terræn.

Det viser et nyt notat fra Idan, Idrætshøjskolernes vilkår og udvikling, der følger op på tidligere kortlægninger af idrætshøjskolernes aktiviteter.

Antallet af årselever på idrætshøjskolerne er steget støt siden år 2003 med et foreløbigt højdepunkt i 2014. Mens andre højskoletyper var hårdt ramt af lukninger under den økonomiske krise i sidste del af 00’erne, klarede idrætshøjskolerne sig på nær Køng Idrætshøjskole, der måtte lukke i 2009.

Nu er to nye idrætshøjskoler på vej i Skanderborg og Hald Ege ved Viborg, begge med forventet åbning i 2017.

Udbuddet af aktiviteter er ændret markant på idrætshøjskolerne i takt med, at unges idrætsvaner har bevæget sig fra mere traditionelle idrætsgrene over mod outdoor, adventure og fitness.

Men selv om skolerne har udviklet sig i takt med de unges interesser, er der risiko for strammere økonomi i årene fremover. Blandt andet fordi ungdomsårgangene nu bliver mindre.

Uddanner unge til hele idrætssektoren

Mens idrætshøjskolerne tidligere var tættere knyttet til idrætsorganisationerne og foreningslivet og uddannede unge til instruktører, trænere og ledere i foreninger, har de i dag fået et langt bredere sigte og er blevet kraftcentre for hele idrætssektoren.

Det er en udvikling, som afspejler, at idrætshøjskolerne i dag befinder sig på et konkurrencepræget idræts- og uddannelsesmarked på linje med så mange andre aktører inden for idrætten. Konkurrencen om de unge har været med til at sikre en høj grad af idrætslig dynamik på idrætshøjskolerne, og den betyder, at idrætshøjskolerne i dag spiller en anden rolle end tidligere.

Højskolerne tilbyder f.eks. uddannelser, der gør elevene klar til at arbejde i den kommercielle idræt som eksempelvis fitnessinstruktører, ligesom de tilbyder studieforberedende forløb til blandt andet fysioterapeut-, idrætslærer- og politiuddannelsen. Flere steder mærker man også en markant interesse hos eleverne for at blive iværksættere på idrætsområdet.

”Vi har både foreningslivet og den kommercielle idrætssektor i tankerne, når vi uddanner vores elever,” siger forstander Rasmus Krogh fra Aalborg Sportshøjskole. ”Vi prøver at inspirere eleverne til at tage et ansvar i foreningslivet. Men de vil også gerne klædes på til at kunne tage et studiejob som fitnessinstruktør eller personlig træner. Desuden har vi mange elever, som efterfølgende åbner en virksomhed og bliver selverhvervende omkring idræt.”

Eller som forstanderen for Vejle Idrætshøjskole, Ole Damgaard, beskriver udviklingen.

”Tidligere var Vejle Idrætshøjskole en boldspilsskole, og vi har også haft atletik. I 2007 havde vi 35 elever, og de dyrkede boldspil. I dag tilbyder vi pakker af fag omkring fitness, outdoor og boldspil, og vi har 130 elever. Det er vigtigt at være hurtig til at få nye aktiviteter ind, for eleverne vil gerne prøve meget forskelligt. Lærerne er også langt bedre til at brede deres kompetencer ud over flere forskellige fag end tidligere.”

Store skoler med solidt tag i de unge

I 2015 havde idrætshøjskolerne 1.310 årselever fordelt på de 11 højskoler. ’En årselev’ er en undervisningsmængde på 40 uger á 37 timer. Typisk går der altså flere kursister på en ’årselev’. 

Tabel 1: Skolestørrelse efter antal årselever

Det er ikke kun idrætshøjskolerne, der oplever fremgang. Bredt set har højskolerne oplevet en årselevfremgang på de lange kurser på 27,5 pct. over en syvårig periode, viser ’Årsstatistik for Højskolerne 2016’ af Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

I forhold til andre højskoletyper udmærker idrætshøjskolerne sig ved at have de yngste kursister: 90 pct. er under 24 år, viser FFD’s årsstatistik. Det er også den højskoletype, som har den mest lige kønsfordeling: 51 pct. mænd og 49 pct. kvinder – og den eneste, hvor der er overtal af mænd.

Samtidig er idrætshøjskolerne langt de største højskoler: De har i gennemsnit 120 årselever pr. idrætshøjskole. Det er 39 årselever mere end gennemsnittet på 81 blandt alle landets 68 højskoler.

Årselev-aktiviteten på de lange kurser udgør 90 pct. af den samlede årselev-aktivitet på idrætshøjskolerne, mens det på højskolerne bredt set ligger på 80 pct.

Det er altså de helt unge, der foretrækker idrætshøjskolerne. Men da ungdomsårgangene topper netop nu og fremover vil blive ca. en procent mindre årligt, kan det blive en udfordring for skolerne at fastholde niveauet.

Fra holdsport til outdoor og fitness

Idræt, sport og bevægelse fylder meget på idrætshøjskolerne, selv om de også underviser i en række almendannende højskolefag. Outdoor-, adventure og fitness-aktiviteter har sammen med forskellige former for fitness fået en markant plads på næsten samtlige idrætshøjskoler.

Traditionelle boldspil som fodbold, håndbold, basketball og volleyball er også at finde på programmet, men de ledsages af en vifte af nyere træningsformer, f.eks. crossfit, powerfitness, parkour, yoga, dykning, havkajak, klatring, styrketræning og skiløb.

Også på de to nye idrætshøjskoler, som formentlig åbner i 2017, prioriteres outdoor-, adventure og fitness-aktiviteter højt:

• Sportshøjskolen i Skanderborg Adventure your Life forventer at åbne 1. august 2017 med plads til 63 elever og en række outdoor- og adventure-aktiviteter som mountainbike, træklatring, kajak, trailløb og åbentvandssvømning.

• Fri- og efterskolen Hald Ege ved Viborg forventer at åbne en idrætshøjskole med 40 elever 1. januar 2017. Her oprettes tre linjer: Fodbold og håndbold på højt niveau i tæt samarbejde med Viborg FF og Viborg HK samt en MTB/cykelcross-linje.

Bredere samarbejdsflader

Mens skolerne tidligere ofte var rettet mod enten DGI eller DIF af mere eller mindre ideologiske årsager, er relationerne i dag mere pragmatiske: Med enkelte undtagelser samarbejder alle skoler med begge hovedorganisationer om forskellige former for instruktør-, træner- og lederuddannelser samt kurser rettet mod udøvere.

Flere forstandere giver da også udtryk for, at det mere er tradition end ideologi, der ligger til grund, når man vælger at samarbejde mere med den ene hovedorganisation end den anden. Det vigtigste er, at organisationens tilbud matcher højskolens behov.

Idrætshøjskolerne udviser altså stor fleksibilitet og ændrer løbende deres profil i forhold til, hvad eleverne efterspørger. Skolerne fungerer som rugekasse for nye idrætsaktiviteter og for unge, der vil beskæftige sig mere indgående med idrætten efter højskoleopholdet.

I hvilket omfang netop disse unge senere bidrager til udviklingen af idrætten – som frivillige i foreninger og organisationer, ansatte i offentligt regi eller som kommercielle innovatører – kan ikke vurderes her. Men der er grund til at formode, at idrætshøjskolerne bidrager til den fornyelse og nytænkning, man ser i en stadigt bredere idrætssektor.

Flere anerkendte forløb på idrætshøjskolerne

En lang række kurser og uddannelser udbydes på idrætshøjskolerne. Fem steder er der en politilinje, og mange skoler tilbyder linjer eller pakker af fag, som forbereder eleverne til lærer-, fysioterapeut- eller idrætsstudiet. Nogle forløb afvikles i samarbejde med internationale organisationer, f.eks. PADI, hvis dykkerkurser kan tages på seks af de 11 idrætshøjskoler.

Eleverne lægger ifølge flere forstandere stor vægt på, at de får en anerkendt uddannelse med fra skolen – et synligt bevis på, hvad de har lært.

”Inden eleverne begynder på højskolen, spørger de grundigt ind til, hvilke uddannelser og beviser de konkret får med herfra. Men når de er her, fylder de livsfilosofiske samtaler og fællesskabet mest for dem,” siger forstander Rasmus Krogh, Aalborg Sportshøjskole.

”Så det kan godt være, vi lægger mindre vægt på det fællesskabsorienterede i markedsføringen af højskolen, men vi arbejder fortsat med den personlige og sociale udvikling hos hver enkelt elev. Indpakningen er bare blevet anderledes.”

Udsigt til strammere økonomi

Men medmindre idrætshøjskolerne formår at aktivere en endnu større del af befolkningen på deres kurser fremover, er der risiko for, at de nu går ind i nogle mere magre år.

Dels topper ungdomsårgangene i disse år, og frem mod år 2030 bliver der ca. 1 pct. færre unge årligt. Rekrutteringsgrundlaget bliver altså mindre. Dels rammes højskolerne af regeringens besparelser på uddannelse; 2 pct. om året i fire år, første gang her i 2016. Og samtidig er højskolelærernes basisløn steget med 9 pct. pr. 1. august 2016 efter flere års efterslæb. (Læs også ’Idrætshøjskoler: Strammere økonomi forude’)

Alt tyder på, at højskolerne fremover må sætte tiltag i værk for enten at spare eller tjene penge på andre områder eller andre målgrupper. F.eks. er seniorerne lige så idrætsaktive som de unge, og hvem ved, måske vil vi se idrætshøjskoler udvikle korte og længere forløb for seniormotionister.

En anden mulighed er at etablere efteruddannelseskurser for lærere og pædagoger, som i stigende omfang arbejder med bevægelse. Det foregår allerede nu på nogle idrætshøjskoler.

Ønsker større politisk anerkendelse 

Idrætshøjskolerne står altså for en lang række aktiviteter ud over selve højskoledriften, og det står højt på mange forstanderes ønskeliste at møde en større politisk anerkendelse af det arbejde, der udføres på højskolerne. 

Et højskoleophold er for mange unge både en vej til mere selvtillid og til en større afklaring omkring uddannelsesønsker. Det pædagogiske arbejde, der ligger bag, ser forstanderne gerne anerkendt og prioriteret med en mere åben højskolelov, en sikring af statstilskud og måske en mulighed for at få højere tilskud til korte kurser.

Men måske handler det i lige så høj grad om at sikre en (endnu) bredere samfundsforståelse af, at de unge ikke ’spilder tiden’ ved at tage på et højskoleophold. Der er på festtaleniveau bred politisk enighed om, at højskolerne er med til at ruste unge til livet, og at højskoletraditionen stadig spiller en vigtig rolle i det danske demokrati. Men i praksis er det politiske fokus i disse år næsten alene rettet mod at få unge til at tage en kompetencegivende uddannelse hurtigst muligt og komme i beskæftigelse.

Antallet af folkehøjskoler er faldet over de seneste 20 år, men idrætshøjskolerne har – bortset fra en enkelt – indtil nu klaret skærene. Hvorvidt de også vil formå det i de kommende år vil både afhænge af det politiske og økonomiske klima og af højskolernes egen evne til fortsat at være et attraktivt tilbud.