Mange højskoler har droppet krav om bopælspligt

Højskoleloven fordrer, at højskolerne skal eje to familieboliger til forstander og fastansatte lærere. Hvor det tidligere var et lovkrav, at højskoleforstanderen så vidt muligt skulle bo på højskolen, har det siden en lovændring i 2006 været op til højskolens bestyrelse at træffe beslutning om bopælspligten.

En ny undersøgelse fra Vifo – baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets folkehøjskoler – viser, at det i dag langt fra er en selvfølge, at højskolens forstander bor på skolen.

69 pct. af højskolerne i undersøgelsen svarer ja til, at højskolens forstander bor på højskolen, mens det modsatte altså er tilfældet for næsten en tredjedel af højskolerne.

27 pct. af højskolerne angiver dog, at de har en viceforstander, der bor på højskolen, men ofte er det på skoler, hvor forstanderen også bor. Samlet er der en fjerdedel af højskolerne, som hverken har forstanderen eller en viceforstander boende på skolen.

De almene højskoler holder traditionen i hævd

Undersøgelsen viser også, at der er nogle forskelle på tværs af højskoletyper. Figur 1 viser, at der særligt på de almene og grundtvigske højskoler fortsat bor mange forstandere på skolerne. Det gør sig gældende på 15 ud af de 18 almene og grundtvigske højskoler, som har medvirket i undersøgelsen.

For andre højskoletyper ser billedet anderledes ud. Eksempelvis bor forstanderen på højskolen på blot fire ud af otte idrætshøjskoler, mens de to livsstilshøjskoler i undersøgelsen ikke har deres forstander boende.

Figur 1: Bor højskolens forstander på skolen? Fordelt på højskoletyper (antal højskoler)

Figuren viser højskolernes svar på spørgsmålet om, hvorvidt højskolens forstander bor på skolen. Da der er meget få højskoler inden for nogle af de enkelte højskoletyper, er det valgt at vise antallet af højskoler frem for andele i pct. n= 42 højskoler.

På grund af det begrænsede antal højskoler inden for hver højskoletype, bør forskellene på tværs tages med forbehold. Det er dog interessant, at det særligt er de almene, grundtvigske højskoler, som holder traditionen i hævd, når det gælder forstanderens bopæl på højskolerne.

Varierende forventninger til højskoleansattes bopæl

Traditionen for at bo på højskolen gælder ikke kun for højskoleforstanderne. På mange højskoler er der også tradition for, at flere af de øvrige ansatte bor på – eller i tæt nærhed af – højskolen.

Spørgeskemaundersøgelsen viser dog, at der i dag er store forskelle på, hvilke forventninger højskolerne har til de ansattes bopæl.

Samlet har under halvdelen af højskolerne i undersøgelsen (42 pct.) i høj eller i meget høj grad en forventning om, at højskolens ansatte bor i lokalområdet (figur 2). Hovedparten af de øvrige højskoler har valgt midterkategorien, mens 12 pct. kun ’i lav grad’ har en sådan forventning.

Figur 2: Forventninger til ansattes bopæl i lokalområdet

Figuren viser svar på spørgsmålet: ”Har I som højskole en forventning til skolens ansatte om, at de bor i lokalområdet?” n = 43.

De uddybende svar spænder vidt. For nogle højskoler er der en helt klar forventning om bopæl i lokalområdet:

”Alle fastansatte lærere SKAL bo i lokalområdet, mens det ikke er et krav for timelærere og TAP’ere”.

”Højskolen er et hjem, og det er vigtigt for lokalområdet.”

Uddybende svar i spørgeskemaet

For andre højskoler handler det i højere grad om, hvad de oplever som praktisk muligt. Både i forhold til hensynet om at rekruttere kvalificeret arbejdskraft og i forhold til muligheden for at kunne tilbyde en egnet bolig:

”Gode medarbejdere flytter ikke nødvendigvis”

”Vi kan ikke rekruttere lærere lokalt - vi prøver hver gang. Men mange af vores TAP’ere bor lokalt.”

”Vi kan ikke forlange det, når vi ikke kan tilbyde boliger.”

”Det spiller en rolle ved ansættelser, men er ikke den eneste faktor”

”Vi vil meget gerne have personale boende i alle vores tjenesteboliger. Kan vi ikke tilbyde det, er der ikke et yderligere krav om, at man skal bosætte sig i lokalområdet."

Uddybende svar i spørgeskemaet

Samlet tyder de uddybende svar på, at de ansattes bopæl er et tema, mange højskoler har forholdt sig til. Svarene viser også, at forventningerne til de ansattes bopæl i lokalområdet kan være formet af både pragmatiske og ideelle hensyn. I særdeleshed kan der være et skisma mellem hensynet til rekrutteringen af kvalificerede undervisere og hensynet til ønsket om, at de ansatte bor lokalt.

En medvirkende forklaring på denne tendens kan være en stigende specialisering af højskolernes faglige profiler, som fordrer specialiserede undervisere, og som kan betyde, at der mange steder ansættes timelærere.

Undersøgelsen viser, at der på næsten halvdelen af højskolerne er flere deltidsansatte/timelærere, end der er fuldtidsansatte lærere. I undersøgelsen er det dog ikke muligt at sondre mellem deltidsansatte og timelærere, ligesom det ikke er muligt at belyse udviklingen over tid.

Ikke desto mindre kan brugen af fuldtidsansatte lærere kontra timelærere være et relevant parameter i diskussionen om bopælspligt og hjemlighed på højskolerne.

Tjenesteboligerne er stadig i brug

På trods af de varierende forventninger til de ansattes bopæl, og selvom mange højskoler ikke længere har deres forstander boende på højskolen, tyder undersøgelsen på, at de lovpligtige tjenesteboliger fortsat bliver benyttet af andre af højskolens ansatte.

Undersøgelsen viser, at det kun er ganske få højskoler, som slet ikke har ansatte boende på højskolen. Såfremt det ikke er forstanderen eller viceforstanderen, bor der lærere eller teknisk administrativt personale (TAP’ere) på skolen. Langt de fleste steder bor der dermed fortsat ansatte i de lovpligtige tjenesteboliger.

Gennemsnitligt bor der 2,4 lærere på højskolerne. Dette gennemsnitstal dækker dog over store forskelle på tværs af højskolerne (figur 3). 17 pct. af højskolerne angiver, at ingen lærere bor på skolen, mens der på over halvdelen af højskolerne bor 1-2 lærere. Endelig angiver samlet 30 pct., at tre eller flere lærere bor på højskolen. Ud over lærerne bor der TAP-ansatte på to tredjedele af højskolerne.

Da der ikke er fundet tilsvarende opgørelser fra tidligere år, er det ikke muligt at belyse udviklingen over tid i omfanget af ansatte med bopæl på højskolerne.

Figur 3: Antallet af lærere med bopæl på højskolen (andel i pct.)

Figuren viser, hvordan højskolerne fordeler sig, når det gælder antallet af lærere, som bor på skolen. n = 42. 

Krisetegn eller naturlig udvikling?

Samlet tyder undersøgelsen på, at det ikke længere er en selvfølge, at højskolerne følger den mangeårige tradition for, at højskoleforstandere bor på højskolerne. Derudover er der store variationer på tværs af højskolerne, når det gælder de øvrige ansattes bopæl.

De seneste måneders debat i højskoleverdenen, som blandt andet har udspillet sig i en række indlæg i Højskolebladet, har vist, at der er mange forskellige holdninger i spil på området. På det kommende årsmøde i Folkehøjskolernes Forening er der stillet forslag om, at foreningen skal arbejde for, at bopælspligten bliver genindført som et lovkrav. Diskussionen går blandt andet på, hvorvidt bopælspligten er en forudsætning for hjemligheden på højskolerne, eller om hjemligheden kan sikres på andre måder.

Der er således forskellige holdninger til, hvorvidt der er tale om et krisetegn, der bør handles på, eller om der er tale om en naturlig udvikling, som går hånd i hånd med de øvrige udviklingstendenser på højskoleområdet og i samfundet som helhed.

I et bredere perspektiv spiller temaet op til en overordnet debat om, hvad der konstituerer en højskole, og hvad højskolerne dermed er fælles om, og hvad der kan overlades til de enkelte højskoler.