Specialpædagogisk støtte til højskoleophold vokser

En af højskolernes kerneværdier er, at de skal være åbne for alle. Det gælder også for kursister med specialpædagogiske behov eller handicap. Siden 1950’erne har der været en tradition for at yde ekstra støtte til højskoler, der har elever med behov for særlig støtte for at kunne indgå i højskolelivet på lige fod med andre elever.

I udgangspunktet var det ganske få skoler, der fik dette tilskud. Egmont Højskolen og Nørgaards Højskole var de to pionerer på området. Skolerne fik dengang specialtilskud. I 1987 blev der etableret en generel støtteordning, som alle højskoler kan bruge alt efter elevernes behov.

Rapporten belyser udviklingen i brugen af ordningen fra 2007 til 2017 og viser, at der i perioden er sket en fordobling af antallet af skoler, der søger tilskud ligesom det samlede støttebeløb er fordoblet på de 10 år. I løbet af perioden er SPS-tilskuddets andel af det samlede statstilskud til højskolerne steget fra 3,5 til 7 pct.

Figur 1: Udvikling i SPS-tilskud til højskolerne 2007-2016

Figuren viser udviklingen i tilskuddet til elever med svære handicap og specialundervisning på folkehøjskolerne. Beløbet angiver regnskabstal for de respektive år. Beløbene er inflationskorrigeret med 2016 som basisåret. Dog er tallene for 2012 og 2013 inflationskorrigeret af Finansministeriet, da de nominelle beløb ikke var tilgængelige. Kilde:  Finanslovsdatabasen.

Stigningen i udgifter til ordningen er sket samtidigt med, at der er sket et fald i det gennemsnitlige støttebehov blandt eleverne, og ordningen omfatter i dag betydeligt flere elever.

Langt fra alle højskoler bruger SPS-ordningen

På trods af stigningen i antallet af modtagerhøjskoler, er det langt fra alle højskoler, der har brugt ordningen. Der er 8-10 højskoler, som bruger ordningen regelmæssigt.

Rapportens kvalitative analyser tager udgangspunkt i de højskoler, der modtog SPS-støtte i 2015, og som fortsat var modtagere i 2017. Der er stor forskel på skolerne – både i størrelse, profil og i andelen af elever, der modtager støtte. De små skoler har mellem 45 og 60 elever, mens den største af modtagerskolerne samtidigt er en af landets største højskoler med 180 elever. Nogle af skolerne søger til enkelte af deres elever, mens andre har en profil, der appellerer mere direkte til elevgrupper, der ofte vil have brug for ekstra støtte for at kunne gennemføre et højskoleophold.

Skolernes forskelle i størrelse og karakteristika har også betydning for hvor meget SPS-støtte, de får, samt SPS-støttens andel af skolens samlede statstilskud.  Det er særligt på skoler med en profil, der retter sig mod elever med særlige behov, at SPS-støtten er en væsentlig del af deres samlede drift.

Tabel 1 viser for eksempel, at Egmont Højskolen modtager det største beløb fra ordningen, hvilket blandt andet hænger sammen med, at det er klart den største af modtagerhøjskolerne. Samtidigt er det også den eneste højskole, hvor over halvdelen af deres samlede statstilskud kommer fra SPS-ordningen. Det hænger sammen med højskolens stærke profil i forhold til elever med bevægehandicap og funktionsnedsættelser.

Djurslands Folkehøjskole er en relativt lille skole, men på grund af deres profil udgør SPS-tilskuddet en stor del af deres samlede tilskud.

Tabel 1: SPS-tilskuddets andel af samlet statstilskud fordelt på skoler

Kilde: Højskolernes regnskaber for 2015 på Regnskabsportalen.

Stigende antal højskoleelever med støttebehov

Stigningen i brugen af ordningen tyder på, at der er flere og flere elever, der har behov for støtte for at kunne gennemføre et højskoleophold. I forbindelse med SPS-undersøgelsen blev alle landets højskoler inviteret til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse. Over halvdelen af de 45 skoler, der besvarede spørgeskemaet, vurderede, at de i løbet af de sidste fem år havde fået flere elever med behov for særlig støtte/opmærksomhed fra skolen.

Eleverne kommer med større skrøbelighed, psykiske symptomer og manglende selvværd. Flere skoler fremhæver, at det også er gældende for de såkaldt stærke/velfungerende elever. En del af dem kan hjælpes gennem den eksisterende mentorordning, men flere elever opfylder enten ikke kravene i den ordning, eller de har brug for mere støtte.

Der er forskellige bevæggrunde for ikke at søge SPS-støtte. 18 pct. af skolerne svarer, at de slet ikke kender ordningen. Figur 2 viser, at lidt over halvdelen at de højskoler, der kender ordningen, men ikke modtager SPS- støtte, ikke har elever med behov for specialundervisning. For andre højskoler skyldes det, at de ser inklusion af alle elever som en kerneopgave, eller at de er bange for, at en sådan støtte kan virke stigmatiserende.

Rapporten peger på, at der dog ser ud til at kunne være 10-12 skoler, der på nuværende tidspunkt ikke bruger ordningen, selv om de muligvis kunne have glæde af den for at sikre elever med særlige behov, funktionsnedsættelser og handicap adgang til højskoleoplevelser på lige fod med andre borgere.

Figur 2: Højskolernes grunde til ikke at søge SPS-tilskud (andel i pct.)

n = 31 højskoler. Kun de højskoler, der har kendskab til ordningen, og som har svaret ‘nej’ til, at de har søgt om SPS-tilskud i perioden 2010-2016, har fået spørgsmålet.