Stramning af folkeoplysningslov er mest symbolpolitik

Kulturministeriet har netop offentliggjort et forslag om ændringer i folkeoplysningsloven, der skal hindre tilskud og lokaleanvisning til foreninger, der underminerer demokratiet og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Lovforslaget er en direkte følge af den folkelige ophidselse efter TV2s udsendelser om nogle af de hadprædikanter, der uden forståelse for dansk kultur og demokratisk tradition fremturer med ekstreme og samfundsundergravende udsagn.

I folkeoplysende kredse opstod der imidlertid hurtigt en bekymring for, at kravene fra ’Folkedomstolen’ i stedet ville resultere i en begrænsning af den frie folkeoplysende virksomhed, der hviler på fællesskabet og foreningernes eget idegrundlag.

Heldigvis indeholder lovforslaget ingen større ændringer i administrationen af loven i forhold til det brede foreningsliv. Forslaget skal primært betragtes som en løftet pegefinger til de kommuner, der ikke tidligere har opfyldt deres tilsynsforpligtelser i forbindelse med tilskudstildelingen.

Fremme af demokratiske værdier er allerede en betingelse

Formålsbestemmelserne foreslås nu udvidet, således at foreninger, hvis formål eller adfærd underminerer grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, ikke kan få støtte eller anvist offentlige lokaler.

Det skal ses i forhold til, at det ved den seneste større lovændring blev det indføjet i lovens formålsbeskrivelse, at foreningerne skal fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab. I de kommuner, hvor man reelt har haft tilsyn med godkendelse af nye foreninger, vil lovændringen formentligt have meget begrænset eller ingen indflydelse på godkendelserne af nye foreninger.

Alle foreninger, der ønsker godkendelse som folkeoplysende forening og modtage offentlig støtte og få anvist lokaler, skal godkendes af det lokale folkeoplysningsudvalg. Den almindelige praksis i forbindelse med godkendelsen er, at foreningen indsender et referat fra den stiftende generalforsamling, en oversigt over formål og aktiviteter, bestyrelse og en foreløbig medlemsliste.

På den baggrund vurderer forvaltningsmedarbejdere ansøgningen og foretager en indstilling til udvalget. Typisk sker sagsbehandlingen i en dialog med ansøgerne, og hvis der er tvivl, vil en medarbejder som oftest besigtige foreningen og deres aktiviteter.

Så når Kultur- og Fritidsborgmesteren i Københavns Kommune på Altinget.dk erklærer sig som ”en glad og lykkelig mand, som smækker kassen i for Hizb ut-Tahir”, kan det ikke være med henvisning til ændringerne i folkeoplysningsloven

Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune anviser udelukkende faciliteter til foreninger, som man har godkendt som folkeoplysende efter en konkret behandling. Jeg kan dog vanskeligt forestille mig, at Hizb ut-Tahir nogen sinde ville ansøge om at blive godkendt som folkeoplysende forening. Derfor er lokaleudlejningen formentligt sket med henvisning til kommunalfuldmagts-bestemmelserne og har intet med forslaget til ændringerne af folkeoplysningsloven at gøre.

Ud over ændringerne i folkeoplysningsloven, indeholder forslaget da også et ønske om at lave en opstramning af muligheden for at yde tilskud og udleje/udlåne lokaler efter kommunalfuldmagtsreglerne. Kommunerne skal således ikke kunne give tilskud eller udleje/udlåne lokaler til foreninger, som underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Skærpet tilsyn er en løftet pegefinger

Forslaget skal samtidigt indskærpe den kommunale tilsynsforpligtigelse med foreningernes aktiviteter. Det er som nævnt indledningsvist mere en løftet pegefinger over for nogle enkelte kommuner end et krav om ændring i den konkrete administration generelt. Det er i praksis ikke vanskeligt at se forskel på en moske og en muslimsk kulturforening med aktiviteter for børn og unge.

Folkeoplysningsloven yder tilskud til mange typer af foreninger – idræt, spejdere og andet, som bygger på det forpligtende fællesskab, aktive medlemskab og demokratiske organisation. Det er dog vigtigt at understrege, at loven også sikrer støtte til religiøse foreninger, men det er også klart defineret, at egentlig gudsdyrkelse eller kirkelige handlinger ikke er støtteberettigede. Der er derfor heller ingen tvivl om, at foreninger, der underminerer demokrati og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, ikke vil blive godkendt lokalt med den allerede gældende lovgivning.

Der er i nogle af de idebestemte organisationer derfor også udtrykt bekymring for, at lovforslaget vil betyde, at nogle kommuner vil være mere tilbageholdene med godkendelser af de foreninger, som ”man ikke kan lide”. Jeg tror dog ikke, at der vil ske nogen ændring i praksis, men det er nok rimeligt at forvente, at der vil ske en mere grundig sagsbehandling i forbindelse med godkendelsen af foreningerne, især i de større kommuner.

Det foreslås endvidere, at kommuner skal offentliggøre lister over alle ansøgninger og angive, hvilke foreninger der har fået tilskud eller afslag. Det er ligesom resten af lovforslaget mest symbolpolitik. Allerede i dag fremgår alle ansøgninger og bevillinger af folkeoplysningsudvalgets dagsordener og referater, og de fleste kommuner har samlede oversigter liggende til brug for udvalgets sagsbehandling.

Krav om åbne regnskaber kan påvirke almindelige foreninger

I virkelighedens verden vil forslagets største betydning formentligt være kravet om, at kommunerne skal offentligøre foreningernes regnskaber. Selvom loven ganske vist kun stiller krav om, at der skal afleveres et tilskudsregnskab, afleverer langt de fleste foreninger allerede i dag et samlet regnskab til kommunen. En del af dem har formentligt også en forhåbning om, at det alene vurderes af en enkelt medarbejder og efterfølgende ’forsvinder i det store arkiv’.

Hvis regnskaberne fremover skal offentliggøres, kan man forestille sig, at andre lignende foreninger – eller den lokale ugeavis – vil vise interesse for konkurrenternes trænerudgifter, sponsorindtægter, stævneudgifter, administrationsomkostninger, cafeteriadrift etc. Man kan derfor frygte at den primære effekt af lovforslaget, som skal ”dæmme op for ekstremistiske religiøse forkyndere i Danmark” i virkelighedens verden alene ender med, at foreningens kasserer fremover laver to regnskaber, men nøjes med at aflevere det lovpligtige tilskudsregnskab til kommunen.

Forslaget om at kommunerne skal offentliggøre foreningernes regnskaber har i hvert fald ingen betydning for de foreninger, man ønsker at udelukke fra kommunal støtte. Jeg kan ikke forestille mig, at Københavns Kommune nogensinde har modtaget et regnskab fra Hizb ut-Tahir i forbindelse med en ansøgning om at låne et lokale.

Måske skulle Bertel Haarder i virkeligheden droppe ændringen af folkeoplysningsloven og i stedet bare hæve sin ’skolemesterfinger’ og indskærpe over for folkeoplysningsudvalgene og kommunerne, at de skal tage sig sammen og reelt vurdere sagen, når de godkender foreningerne og deres virksomhed?